Beskatning som politikområde
Beskatning
1. Beskrivelse
Beskatning er først og fremmest et nationalt anliggende, hvor medlemsstaterne fastsætter og administrerer egne bestemmelser om skatter og afgifter. EU’s rolle er at sikre, at nationale skattesystemer ikke forhindrer det indre markeds funktion eller skaber uretfærdig konkurrence mellem medlemslandene. Dette indebærer, at EU kan vedtage direktiver og reguleringer for at harmonisere beskatning, især i grænseoverskridende sammenhænge, for at sikre ensartede rammevilkår for virksomheder og borgere på tværs af EU.
Et centralt element i EU’s beskatningspolitik er kampen mod skatteunddragelse og skatteundgåelse, hvor der på EU-plan er introduceret en række initiativer, såsom direktiver for automatisk udveksling af skatteoplysninger, som forbedrer gennemsigtigheden og samarbejdet mellem medlemsstaterne. Beskatningen spiller en rolle i at fremme økonomisk vækst, beskæftigelse og miljømæssig bæredygtighed ved at skabe et skattesystem, der støtter EU’s overordnede økonomiske og sociale mål.
2. Baggrund
EU’s skattepolitik har udviklet sig markant siden etableringen af det indre marked. I de tidlige år var beskatning primært et nationalt anliggende, men med tiden blev behovet for harmonisering tydeligere for at undgå dobbeltbeskatning og sikre fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer. I 1960’erne og 1970’erne blev der indført fælles regler for indirekte beskatning, især merværdiafgift (moms), som blev harmoniseret gennem forskellige direktiver for at lette handel inden for det indre marked.
I 1990’erne blev fokus på bekæmpelse af skatteundgåelse og skattesvig styrket, hvilket resulterede i vedtagelsen af direktiver og forordninger, der fremmede administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne. Informationsudveksling og fælles aktioner mod skattesvig blev en integreret del af EU’s skattepolitik.
Lissabontraktaten fra 2007 udvidede og præciserede EU’s kompetencer på skatteområdet, især inden for bekæmpelse af skatteundgåelse og samarbejde om skatteoplysninger. Traktaten indeholder bestemmelser, der giver EU mulighed for at harmonisere indirekte skatter og for at vedtage foranstaltninger mod skatteundgåelse og -unddragelse gennem direktiver.
3. Målsætninger
Overordnede mål: EU’s overordnede mål med beskatningspolitikken er at skabe et retfærdigt, effektivt og bæredygtigt skattesystem, der understøtter Unionens økonomiske, sociale og miljømæssige målsætninger. Dette indebærer at:
- Fremme økonomisk vækst og jobskabelse ved at sikre et gunstigt skatteklima for både virksomheder og borgere.
- Sikre retfærdig beskatning, hvor alle økonomiske aktører bidrager til skatteindtægterne i forhold til deres økonomiske aktivitet.
- Forebygge og bekæmpe skatteundgåelse og skattesvig gennem harmoniserede regler og styrket samarbejde mellem medlemsstaterne.
- Understøtte det indre marked ved at fjerne skattebarrierer og minimere konkurrenceforvridning .
Særlige mål:
1. Digital tjenesteydelsesskat:
Indføre en digital tjenesteydelsesskat for at sikre, at store teknologivirksomheder bidrager til skatteindtægterne i de lande, hvor de opererer. Dette skal skabe lige konkurrencevilkår og forhindre, at digitale virksomheder undgår beskatning ved at drage fordel af forskellige nationale skattesystemer.
2. Grønne skatter:
Implementere grønne skatter, såsom kulstofafgifter, for at reducere kulstofemissioner og fremme miljøvenlige praksisser. Dette omfatter beskatning af forurenende stoffer for at motivere virksomheder og borgere til at reducere deres miljøpåvirkning.
3. Selskabsskattereform:
Reformere selskabsskatten for at forhindre skatteundgåelse og sikre, at multinationale selskaber betaler skat i de lande, hvor de genererer deres overskud. Dette inkluderer arbejdet hen imod en fælles konsolideret selskabsskattebase (CCCTB), der harmoniserer og forenkler skattereglerne på tværs af medlemsstaterne .
4. Modernisering af momssystemet:
Modernisere merværdiafgiftssystemet (moms) for at reducere kompleksiteten, bekæmpe momssvig og forbedre overholdelsen. Dette indebærer indførelsen af mere gennemsigtige procedurer og styrket samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre effektiv skatteopkrævning.
5. Bekæmpelse af skatteunddragelse:
Styrke indsatsen mod skatteunddragelse og skatteundgåelse gennem forbedret internationalt samarbejde og informationsudveksling. Dette skal sikre en mere retfærdig og effektiv fordeling af skatteindtægterne og øge gennemsigtigheden i skattesystemet .
6. Støtte til små og mellemstore virksomheder:
Forenkle skattereglerne og yde støtte til SMV’er for at sikre deres konkurrenceevne. Dette skal lette skattebyrden for mindre virksomheder og fremme vækst og innovation i hele EU .
4. Kompetencetildeling
EU’s kompetence:
EU har betydelige kompetencer på området for indirekte skatter, især hvad angår harmonisering af moms og punktafgifter. Ifølge artikel 113 i TEUF har EU beføjelse til at vedtage foranstaltninger, der harmoniserer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om indirekte skatter. Dette sikrer, at det indre marked fungerer effektivt uden forvridninger som følge af forskelle i nationale skattesystemer. EU har en væsentlig rolle i at koordinere indsatsen mod skatteundgåelse og i at fremme samarbejde mellem medlemslandenes skattemyndigheder.
Medlemslandenes kompetencer:
Medlemslandene har primær kompetence over direkte skatter, såsom indkomst- og selskabsskatter. Dette betyder, at hver medlemsstat har frihed til at fastsætte deres skattesatser og strukturer for direkte skatter, så længe de ikke strider mod EU’s regler om det indre marked. Medlemslandene er ansvarlige for at implementere og håndhæve EU’s direktiver på skatteområdet.
Mulige interessemodsætninger:
Interessemodsætninger kan opstå mellem medlemslandene og EU, især på områder, hvor medlemslandene værner om deres skattesuverænitet, som f.eks. i spørgsmålet om harmonisering af direkte skatter. Medlemslandene kan have forskellige synspunkter på, hvordan skattepolitikken skal udvikles, især når det kommer til beskatning af multinationale selskaber og digitale tjenester. Der er risiko for interessekonflikter, når forskellige nationale skattesystemer medfører uligheder og konkurrenceforvridning på tværs af EU.
5. EU’s beslutningsprocedure
Beslutningsproceduren i EU inden for beskatning er kompleks og kræver typisk enstemmighed blandt medlemsstaterne i Rådet, hvilket betyder, at hver enkelt medlemsstat har vetoret over skattepolitiske beslutninger. Dette reflekterer den politiske følsomhed omkring beskatning, som ofte betragtes som en af de mest suveræne funktioner i nationalstaten.
1. Trin i beslutningsprocessen:
Kommissionens initiativ:
Beslutningsprocessen begynder ofte med et forslag fra Europa-Kommissionen, som fremlægger en ny lovgivning eller en ændring af eksisterende lovgivning. Kommissionen foretager en omfattende høring af interesserede parter og medlemsstater, før et forslag fremsættes. Forslaget skal tage hensyn til både de økonomiske konsekvenser og behovet for at sikre, at nationale skattesystemer ikke skaber forvridninger i det indre marked.
Rådets vedtagelse:
Forslaget fra Kommissionen sendes til Rådet, hvor det skal vedtages med enstemmighed. Dette betyder, at alle medlemsstater skal være enige om forslaget, før det kan blive vedtaget. Da beskatning berører kerneområder af national suverænitet, har medlemsstaterne været tilbageholdende med at overdrage beslutningskompetence til EU-niveauet, hvilket ofte fører til lange og vanskelige forhandlinger. Hvis en medlemsstat modsætter sig forslaget, kan det blokere hele processen.
Europa-Parlamentets rolle:
I modsætning til mange andre politikområder har Europa-Parlamentet kun en rådgivende rolle i skattepolitiske spørgsmål. Parlamentet kan fremsætte ændringsforslag og afgive udtalelser, men den endelige beslutning træffes af Rådet.
Gennemførelse og håndhævelse:
Når en skattepolitisk foranstaltning er vedtaget, er det medlemsstaternes ansvar at gennemføre den i national lovgivning. Kommissionen overvåger implementeringen og kan indlede traktatbrudssager mod medlemsstater, der ikke overholder de vedtagne regler.
Retlig kontrol:
EU-Domstolen spiller en vigtig rolle i fortolkningen og håndhævelsen af EU’s skatteregler. Domstolen sikrer, at nationale skatteforanstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten, især med hensyn til de fire grundlæggende friheder (fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og personer).
6. EU’s traktatgrundlag
De centrale artikler, der danner grundlaget for EU’s skattepolitik, er Artikel 113 og 115 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). Artikel 113 giver EU beføjelse til at harmonisere indirekte skatter for at sikre det indre markeds funktion, mens Artikel 115 giver mulighed for harmonisering af direkte skatter, når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.
De enkelte artikler:
Artikel 113: Artikel 113 i TEUF er en grundlæggende bestemmelse, der giver EU beføjelse til at harmonisere medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om indirekte skatter, især moms og punktafgifter. Denne artikel har været udgangspunktet for vedtagelsen af vigtige direktiver, herunder Momsdirektivet og Punktafgiftsdirektivet, der har sikret en fælles ramme for beskatning af varer og tjenester i hele EU. Harmonisering af indirekte skatter er afgørende for at undgå konkurrenceforvridning og sikre lige vilkår i det indre marked.
Artikel 115: Artikel 115 i TEUF tillader EU at vedtage direktiver, der harmoniserer medlemsstaternes lovgivning om direkte skatter, når det er nødvendigt for at sikre det indre markeds funktion. Dette kan f.eks. omfatte harmonisering af reglerne for selskabsbeskatning for at forhindre, at multinationale selskaber udnytter forskelle i nationale skattesystemer til at undgå beskatning. Artiklen har dannet grundlag for vedtagelsen af ATAD, som er designet til at bekæmpe skatteundgåelse og sikre retfærdig beskatning i EU.
Artikel 116 TEUF: I situationer, hvor der er forskelle mellem medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser, der skaber forvridninger i konkurrencen inden for det indre marked, kan Kommissionen foreslå foranstaltninger til at fjerne sådanne forskelle. Dette kan omfatte lovgivning, der harmoniserer visse aspekter af beskatningen.
Artikel 48 TEUF: Artikel 48 omhandler den sociale sikring og den fri bevægelighed for arbejdstagere. Indirekte kan denne artikel påvirke beskatningslovgivningen, da den forudsætter, at medlemsstaterne samarbejder om at sikre en koordineret tilgang til beskatning, der påvirker arbejdstageres rettigheder og friheder inden for EU.
Artikel 326-334 TEUF: Disse artikler omhandler det udvidede samarbejde, som kan bruges, når mindst ni medlemsstater ønsker at gå videre med en bestemt skattepolitik, men hvor der ikke er enstemmighed blandt alle medlemsstater. Dette kan være relevant i tilfælde, hvor nogle medlemsstater ønsker at gå længere i harmoniseringen af visse skattepolitikker, såsom finansielle transaktionsskatter, som ikke alle medlemsstater ønsker at deltage i.
Artikel 352 TEUF: Denne artikel giver EU mulighed for at vedtage foranstaltninger, der er nødvendige for at nå EU’s mål, selvom der ikke er specifik hjemmel i traktaterne. Dette retsgrundlag kan anvendes, når EU skal vedtage lovgivning på beskatningsområdet, hvor der ikke er en eksplicit traktatbestemmelse, men hvor handling er nødvendig for at sikre det indre markeds funktion.
EU-Spektator.dk (C) 2024