1. Beskrivelse
Brexit refererer til Storbritanniens beslutning om at forlade EU, som blev gennemført den 31. januar 2020 efter en folkeafstemning i 2016 og flere års forhandlinger. Udtrædelsen havde vidtrækkende politiske, økonomiske og sociale konsekvenser for både Storbritannien og EU. Processen blev indledt ved aktivering af artikel 50 i TEU (Traktaten om Den Europæiske Union), som giver medlemslande mulighed for at forlade EU gennem en forhandlet udtrædelsesaftale. Storbritanniens udtrædelse krævede omfattende forhandlinger om fremtidige rammer for handel, statsborgerskab, grænsekontrol og andre vigtige forhold for at sikre en ordnet udtræden.
EU’s tilgang til Brexit var præget af en koordineret strategi med det formål at beskytte det indre marked og minimere de negative konsekvenser for de tilbageværende medlemslande. Forhandlingerne blev ledet af EU’s chefforhandler, Michel Barnier, der repræsenterede Europa-Kommissionen. Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet spillede også en vigtig rolle i at godkende de opnåede aftaler. Brexit har desuden ført til en bred debat i EU om fremtidig udvidelsespolitik og håndtering af lignende situationer.
En særlig udfordring i Brexit-processen var spørgsmålet om grænsen mellem Irland og Nordirland. For at undgå en “hård grænse”, der kunne have undermineret fredsaftalen fra 1998 (Langfredagsaftalen), blev der indgået særlige aftaler, herunder Nordirlandsprotokollen. EU fortsætter sit engagement i fredsprocessen i Nordirland gennem programmer som Peace Plus, der bygger videre på tidligere PEACE-programmer for at støtte fred og forsoning i regionen.
2. Baggrund
Den britiske folkeafstemning den 23. juni 2016 resulterede i et flertal for at forlade EU, hvilket satte gang i Brexit-processen. Afstemningen var kulminationen på en intens offentlig debat om emner som immigration, økonomi og suverænitet. Den daværende britiske premierminister, David Cameron, der havde lovet at afholde afstemningen, trak sig efter resultatet. Den 29. marts 2017 meddelte Storbritannien formelt sin udtræden ved at aktivere artikel 50 i TEU, hvilket startede en toårig forhandlingsperiode.
Forhandlingerne om Brexit omfattede komplekse emner som fremtidige handelsforhold, borgerrettigheder og især grænsen mellem Irland og Nordirland. Efter flere forsinkelser forlod Storbritannien officielt EU den 31. januar 2020, og overgangsperioden varede indtil den 31. december 2020. En handels- og samarbejdsaftale, der definerer de fremtidige relationer mellem EU og Storbritannien, trådte i kraft den 1. januar 2021.
3. Målsætninger
EU’s hovedmål med Brexit-forhandlingerne var at:
– Sikre en ordnet og fair udtræden, der beskytter EU’s interesser og rettigheder for både EU-borgere og britiske borgere.
– Minimere negative konsekvenser for EU’s økonomi, virksomheder og borgere.
– Opretholde en stabil relation til Storbritannien.
– Undgå en “hård grænse” mellem Irland og Nordirland for at beskytte fredsprocessen.
– Sikre, at Storbritannien opfylder sine økonomiske forpligtelser indgået under medlemskabet.
– Forebygge handelsbarrierer, der kan skade det indre marked.
4. Kompetencefordeling
Brexit-forhandlingerne blev ført af Europa-Kommissionen på vegne af EU med mandat fra Det Europæiske Råd. Europa-Parlamentet spillede en central rolle i at godkende den endelige aftale, men det var Rådet og Kommissionen, der ledede forhandlingerne. Storbritannien forhandlede med EU som én samlet enhed, hvilket sikrede, at der ikke blev indgået separate aftaler med de enkelte medlemslande.
I Storbritannien var det den britiske regering, der førte forhandlingerne, hvilket blev præget af intern politisk uenighed, som forsinkede processen. Kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene garanterede, at forhandlingerne blev ført centralt uden mulighed for separate aftaler mellem Storbritannien og de enkelte EU-lande.
5. EU-beslutningsproceduren
Forhandlingerne om Brexit blev ledet af Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, som havde fået mandat af Det Europæiske Råd. Aftalerne skulle godkendes både af Rådet og Europa-Parlamentet, før de kunne træde i kraft. Den fremtidige relation mellem EU og Storbritannien blev reguleret via den normale procedure for eksterne aftaler, hvor både Rådet og Parlamentet spillede en central rolle. Aftalen om fremtidige relationer blev derefter ratificeret i begge institutioner, og Parlamentet fortsætter med at overvåge implementeringen af aftalerne.
6. Retsgrundlag
Brexit-processens retsgrundlag er artikel 50 i TEU, som beskriver proceduren for et medlemslands udtræden. Denne artikel blev aktiveret af Storbritannien den 29. marts 2017 og satte rammerne for forhandlingerne. Den fremtidige samarbejdsaftale mellem EU og Storbritannien blev reguleret af handels- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft den 1. januar 2021.
For samarbejdet mellem Storbritannien og EU på forskellige områder, såsom handel, sikkerhed og forskning, anvendes artikel 217 i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), som giver EU kompetence til at indgå aftaler med tredjelande.