Fiskeri
1. Beskrivelse
EU’s fiskeripolitik reguleres under den fælles fiskeripolitik (CFP), og søger at sikre bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne i europæiske farvande. Politikken har fokus på at bevare fiskebestandene og beskytte marine økosystemer, samtidig med at den støtter økonomisk bæredygtighed for fiskerisektoren, både kystfiskeri og industrifiskeri.
Den fælles fiskeripolitik fastlægger retningslinjer for kvoter, fangstmetoder, teknologisk udvikling og kontrol, for at sikre, at fiskeriet udføres ansvarligt og bevarer bestandene på lang sigt. EU’s fiskeripolitik har også en socioøkonomisk dimension, der bidrager til økonomisk vækst og beskæftigelse i kystområder afhængige af fiskeri.
2. Baggrund
Som en af EU’s ældste politikker har den fælles fiskeripolitik gennemgået flere reformer, der har tilpasset politikken til nye udfordringer og videnskabelige fremskridt. Politikken omfatter blandt andet fastsættelse af samlede tilladte fangster (TAC), som sikrer bæredygtige fiskebestande. Samtidig har EU indgået fiskeriaftaler med tredjelande, hvilket giver europæiske fiskere adgang til ressourcer uden for EU-farvande. CFP støtter også kystsamfund og fremmer innovation og bæredygtighed gennem finansiering og teknisk bistand.
3. Målsætninger
Overordnede mål: EU’s fiskeripolitik har som hovedmål at sikre, at fiskeriet er miljømæssigt bæredygtigt og forvaltes, så det giver økonomiske og sociale fordele på lang sigt. Dette indebærer bevarelse af marine økosystemer, sikring af fiskebestande på bæredygtige niveauer og støtte til økonomisk bæredygtighed i fiskerisektoren.
Særlige mål: De specifikke mål omfatter fastsættelse af fangstkvoter baseret på videnskabelig rådgivning, reduktion af bifangster, bæredygtige fiskerimetoder samt støtte til sektorudvikling. Politikken sigter også mod at fremme innovation og sikre, at fiskeriet bidrager til bredere økonomisk udvikling, især i kystsamfund.
4. Kompetencetildeling
EU’s kompetencer: EU har eksklusiv kompetence til at fastlægge retningslinjer for fiskeriet, herunder kvotefastsættelse, regulering af fiskeriredskaber og internationalt fiskerisamarbejde. CFP giver EU beføjelser til at sikre, at fiskeriet foregår bæredygtigt og under fælles kontrolordninger.
Medlemsstaternes kompetencer: Medlemsstaterne er ansvarlige for at implementere EU’s fiskeripolitik på nationalt plan og forvalte deres kvoter. De har kontrol over deres fiskerflåder og kan fastsætte yderligere nationale foranstaltninger, så længe disse er i overensstemmelse med EU’s regler.
5. EU’s beslutningsprocedure
I EU’s beslutningsproces for fiskeripolitik fremsætter Europa-Kommissionen lovforslag og fastsætter årlige fangstkvoter, baseret på videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Ministerrådet, bestående af fiskeriministrene fra medlemslandene, træffer de endelige beslutninger om fangstkvoter ved kvalificeret flertal. Europa-Parlamentet fungerer som medlovgiver og bidrager til lovgivning om bæredygtigt fiskeri og beskyttelse af marine økosystemer. Når lovgivningen er vedtaget, implementerer medlemslandene reglerne, mens Kommissionen overvåger overholdelsen.
6. Retsgrundlag
Retsgrundlaget for den fælles fiskeripolitik i EU er fastsat i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), hvor særligt artiklerne 38-44 danner det juridiske fundament. Disse artikler giver EU myndighed til at udarbejde regler, der sikrer en bæredygtig forvaltning og udnyttelse af akvatiske ressourcer, altså de levende organismer og økosystemer i både marine og ferskvandsmiljøer. Traktaten fastlægger, at EU kan vedtage lovgivning og reguleringer, som alle medlemslande skal følge, for at bevare fiskebestandene og beskytte de marine økosystemer.