Sociale anliggender
1. Beskrivelse
EU’s sociale politik har som mål at forbedre borgernes levevilkår, fremme social retfærdighed og mindske uligheder i hele EU. Politikken dækker en bred vifte af områder, herunder beskæftigelse, arbejdsvilkår, social beskyttelse, ligestilling, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, samt bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. EU’s indsats på det sociale område er tæt forbundet med den økonomiske politik, idet den sociale dimension understøtter bæredygtig og inklusiv økonomisk vækst. Sammen med medlemsstaterne arbejdes der på EU-plan på at etablere fælles mål og standarder, mens det primære ansvar for socialpolitik ligger hos de nationale regeringer. EU yder finansiel støtte, udvikler lovgivning og koordinerer politikkerne, især gennem den europæiske søjle for sociale rettigheder.
2. Overblik
EU’s sociale politik er baseret på en række traktatartikler og retsakter, som udgør rammerne for samarbejdet mellem medlemsstaterne. Den europæiske søjle for sociale rettigheder, vedtaget i 2017, fastlægger 20 grundlæggende principper og rettigheder, som sikrer fair arbejdsforhold, lige muligheder og social beskyttelse. EU’s sociale indsats er tæt knyttet til områder som beskæftigelse, uddannelse og sundhed og følger en holistisk tilgang til forbedring af livskvalitet. Gennem programmer som Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), InvestEU og Genopretnings- og resiliensfaciliteten støtter EU medlemsstaternes bestræbelser på at mindske arbejdsløshed, bekæmpe social udstødelse og fremme social inklusion.
3. Målsætninger
Overordnede mål:
EU’s sociale politik har som overordnet mål at fremme social retfærdighed, forbedre livskvaliteten for borgerne og skabe økonomisk og social samhørighed i EU. Det omfatter blandt andet at styrke beskæftigelsen, sikre fair arbejdsvilkår, fremme ligestilling og bekæmpe social eksklusion.
Særlige mål:
EU arbejder på at mindske arbejdsløsheden, især blandt unge og langtidsledige, forbedre arbejdsmarkedets funktion, sikre lige muligheder og styrke social beskyttelse, såsom pensionssystemer, sundhedspleje og sociale ydelser. Desuden er der fokus på arbejdstagerrettigheder, retfærdig løn, og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.
4. Kompetencetildeling
EU’s kompetencer:
EU har supplerende kompetence inden for sociale anliggender, hvilket indebærer, at EU kan støtte og supplere medlemsstaternes indsats, men ikke harmonisere lovgivningen fuldstændigt. EU fastsætter dog minimumsstandarder for arbejdstagerrettigheder, ligestilling og social beskyttelse og koordinerer politikkerne mellem medlemsstaterne.
Medlemsstaternes kompetencer:
Medlemsstaterne har hovedansvaret for socialpolitikken, herunder beskæftigelse, social beskyttelse, sundhedspleje og uddannelse. Nationale regeringer udvikler og implementerer sociale politikker tilpasset lokale behov, men de skal sikre, at disse er i overensstemmelse med EU’s målsætninger og lovgivning.
Evt. interessemodsætninger:
Interessekonflikter kan opstå mellem EU og medlemsstaterne, især i balancen mellem social beskyttelse og økonomisk vækst. Nogle medlemsstater kan finde omkostningerne ved at opfylde EU’s sociale standarder høje eller være tilbageholdende med at overføre yderligere magt til EU på dette område. Der kan være uenigheder om, hvordan EU’s sociale midler skal fordeles.
5. EU’s beslutningsprocedure
Beslutningsprocessen inden for sociale anliggender følger den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Kommissionen fremsætter forslag til nye love og initiativer. Disse forslag forhandles af Ministerrådet, som består af medlemsstaternes social- og arbejdsministre, og af Europa-Parlamentet. Rådet træffer beslutninger ved kvalificeret flertal, mens Europa-Parlamentet har betydelig indflydelse som medlovgiver, der kan ændre, godkende eller afvise forslag. Samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet spiller en vigtig rolle i denne proces, og det sikrer, at politikkerne afspejler både nationale interesser og borgernes behov.
6. Retsgrundlag
Retsgrundlaget for EU’s sociale politik er fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), især artiklerne 151-161, der omfatter beskæftigelse, sociale rettigheder og bekæmpelse af social eksklusion. Den europæiske søjle for sociale rettigheder, Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) og direktiver om arbejdstid og ligebehandling understøtter EU’s indsats for sociale rettigheder og minimumsstandarder i hele EU.