1. Beskrivelse
Brexit betegner Storbritanniens beslutning om at forlade EU, som blev gennemført den 31. januar 2020 efter en folkeafstemning i 2016 og flere års forhandlinger. Udtrædelsen havde omfattende politiske, økonomiske og sociale konsekvenser for både Storbritannien og EU, og Brexit blev formelt igangsat via artikel 50 i TEU, som giver medlemslande mulighed for at forlade EU gennem en forhandlet udtrædelsesaftale. Storbritanniens udtrædelse krævede en lang forhandlingsproces for at fastlægge de fremtidige rammer for samhandel, statsborgerskab, grænsekontrol og andre områder, som var nødvendige for en ordnet udtræden.
EU’s tilgang til Brexit var præget af en koordineret strategi, som fokuserede på at begrænse konsekvenserne for de tilbageværende medlemslande. Forhandlingerne blev ledet af EU’s chefforhandler, Michel Barnier, der repræsenterede Europa-Kommissionen. Samtidig overvågede Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet processen og godkendte de aftaler, der blev opnået. Brexit har sat gang i en omfattende debat i EU om fremtidig udvidelsespolitik og håndtering af lignende sager.
2. Baggrund
Den 23. juni 2016 stemte et flertal af britiske vælgere for at forlade EU, hvilket udløste Brexit-processen. Afgørelsen blev truffet efter en intens offentlig debat om emner som immigration, suverænitet og de økonomiske fordele ved EU-medlemskab. Den daværende britiske premierminister, David Cameron, havde lovet at afholde en folkeafstemning om medlemskabet, og da resultatet blev et flertal for at forlade EU, påbegyndte Storbritannien den formelle udtrædelsesproces. Den 29. marts 2017 meddelte Storbritannien formelt sin udtræden og aktiverede artikel 50 i TEU, hvilket startede en toårig forhandlingsperiode.
Forhandlingerne om Brexit blev udfordrende og omfattede komplekse emner som fremtidige handelsforhold, borgerrettigheder og den irske grænse. Efter gentagne udsættelser trådte Storbritannien ud af EU den 31. januar 2020, og overgangsperioden fortsatte indtil den 31. december 2020, hvorefter en handels- og samarbejdsaftale trådte i kraft den 1. januar 2021 og definerede rammerne for relationerne fremover.
3. Målsætninger
EU’s hovedmål med Brexit-forhandlingerne var at sikre en ordnet udtræden, der beskyttede både EU’s interesser og borgernes rettigheder. Forhandlingerne havde fokus på at minimere konsekvenserne for EU-borgere, virksomheder og institutioner, og at opretholde en stabil relation til Storbritannien. EU ønskede at beskytte det indre marked, især i forhold til fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdstagere.
En særlig prioritet for EU var at finde en løsning på den irske grænse, idet en hård grænse mellem Irland og Nordirland ville kunne underminere fredsaftalen fra 1998. EU ønskede også at sikre, at Storbritannien betalte sine økonomiske forpligtelser, som var indgået inden udtrædelsen.
4. Kompetencefordeling
Brexit-forhandlingerne blev ført af Europa-Kommissionen på vegne af EU, med et mandat fra Det Europæiske Råd, der fastsatte de overordnede retningslinjer. Europa-Parlamentet havde en central rolle i at godkende den endelige aftale. Storbritannien forhandlede med EU som én samlet enhed, hvilket forhindrede individuelle medlemslande i at indgå egne aftaler.
I Storbritannien havde den britiske regering ansvaret for at gennemføre forhandlingerne, hvilket blev præget af intern politisk uenighed og flere skiftende regeringer. Kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene sikrede, at forhandlingerne blev ført centralt og uden mulighed for separate aftaler mellem Storbritannien og de enkelte medlemsstater.
5. EU-beslutningsproceduren
Brexit-processen blev ledet af Kommissionens chefforhandler, på baggrund af mandat fra Det Europæiske Råd, som satte rammerne for forhandlingerne. Aftalen skulle godkendes af både Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet for at kunne træde i kraft. Aftaler om fremtidige relationer blev forhandlet via de almindelige procedurer for eksterne aftaler, hvor Rådet og Europa-Parlamentet spillede centrale roller, og Parlamentet fortsætter med at overvåge implementeringen af aftalerne.
6. Retsgrundlaget
Brexit-processens retsgrundlag er TEU artikel 50, som beskriver proceduren for en medlemsstats udtrædelse. Storbritannien aktiverede artikel 50 den 29. marts 2017, og udtrædelsen blev herefter styret af de retningslinjer, der er beskrevet i artiklen. Det fremtidige samarbejde mellem EU og Storbritannien reguleres af handels- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft den 1. januar 2021. EU kan via traktaterne og specifikke aftaler fortsat regulere samarbejdet med Storbritannien på områder som sikkerhed, handel og forskning.