1. Beskrivelse
Energi er et centralt område for EU, da energipolitikken påvirker økonomisk vækst, social velfærd og miljøbeskyttelse. EU’s energipolitik har som mål at sikre en stabil og bæredygtig energiforsyning, der er økonomisk overkommelig og styrker den europæiske konkurrenceevne. Målet er at skabe et integreret energimarked, der tillader fri handel med energi på tværs af medlemsstaternes grænser, støtter infrastrukturinvesteringer og mindsker afhængigheden af eksterne energikilder.
Energipolitikken er tæt knyttet til klimaindsatsen og omfatter reduktion af drivhusgasemissioner, øget anvendelse af vedvarende energi og forbedret energieffektivitet. Centrale initiativer som Den Europæiske Grønne Pagt og Energiunionen understøtter EU's mål om klimaneutralitet inden 2050.
2. Baggrund
EU's energipolitik har udviklet sig siden etableringen af det Europæiske Økonomiske Fællesskab, hvor fokus var på forsyningssikkerhed og fælles energiinfrastruktur. Oliekriserne i 1970’erne og 1980’erne førte til en diversificering af energikilderne. I 2007 blev der etableret en integreret energipolitik, som sammenkoblede energi- og klimamål gennem de såkaldte "20-20-20-mål," der fastsatte mål for reduktion af drivhusgasudledninger, vedvarende energiforbrug og energieffektivitet.
Ambitioner om øget klimaindsats har efterfølgende sat rammer for mål mod 2030 og 2050. Den seneste finansielle ramme (2021-2027) inkluderer betydelige midler til ren energi og bæredygtig infrastruktur, herunder NextGenerationEU, som understøtter en grønnere genopretning efter Covid-19-pandemien.
3. Målsætninger
EU’s energipolitik søger at sikre en stabil og sikker energiforsyning, der understøtter bæredygtig vækst og EU’s klimaambitioner. Overordnede mål omfatter diversificering af energikilder, fremme af vedvarende energi og energieffektivitet samt integration af det indre energimarked, som skaber fri bevægelighed for energi på tværs af grænser. Særlige mål indebærer at øge andelen af vedvarende energi, reducere energiimporten og skabe en robust energiinfrastruktur, der støtter fremtidige behov og klimaindsats.
EU arbejder samtidig for at reducere afhængigheden af fossile brændstoffer gennem vedvarende energi som sol og vind, opgradering af energiinfrastrukturen samt udvikling af CO₂-transportnetværk og europæiske brintsystemer.
4. Kompetencetildeling
EU’s energipolitik er baseret på både fællesskabskompetencer og nationale ansvar. EU fastlægger rammerne for regulering af energimarkeder, fremme af vedvarende energi og koordinering af klimamål, mens medlemsstaterne selv implementerer politikkerne og bestemmer deres energimiks. Samarbejde mellem EU og medlemsstaterne er vigtigt for at sikre, at nationale politikker afspejler fælles energimål.
5. EU's beslutningsprocedurer
Beslutninger om energipolitik træffes gennem samarbejde mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen udarbejder forslag til lovgivning baseret på analyser af energimarkeder og klimamål. Rådet og Europa-Parlamentet fungerer som medlovgivere og forhandler sig frem til en fælles tekst, som begge institutioner skal godkende, før den kan vedtages. Gennem forhandlingerne arbejder de på at afbalancere nationale og fælles EU-interesser og sikre, at den endelige politik både beskytter borgerne og miljøet.Når lovgivningen er vedtaget, implementerer medlemsstaterne reglerne, mens Kommissionen sikrer overholdelsen. EU-Domstolen kontrollerer, at energilovgivningen anvendes ensartet i hele EU.
6. Retsgrundlag
EU’s energipolitik har sit retsgrundlag i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særligt artikel 194, der giver EU mulighed for at sikre energiforsyningssikkerhed, fremme energieffektivitet og støtte det indre energimarked. Artikel 191 TEUF om miljøbeskyttelse giver grundlag for klimarelateret energipolitik, mens artikel 114 TEUF muliggør harmonisering af regler, der påvirker det indre energimarked. Gennem Energichartertraktaten og direktiver om vedvarende energi og energieffektivitet skaber EU en sammenhængende ramme for energi- og klimapolitik.
