Landbrug
1. Beskrivelse
EU’s landbrugspolitik (CAP) sigter mod at sikre en bæredygtig fødevareproduktion, støtte landbrugernes indkomster, beskytte miljøet og fremme udviklingen af landdistrikterne. CAP spiller en central rolle i at opretholde fødevaresikkerheden i EU og styrke et konkurrencedygtigt og levedygtigt landbrug, som kan konkurrere globalt. Politikken kombinerer direkte støtte til landbrugere, markedsregulering og udviklingsprogrammer for landdistrikter for at nå disse mål, samtidig med at landbrugspraksis tilpasses EU’s miljø- og klimamål.
2. Overblik
Den fælles landbrugspolitik, som blev etableret i 1962, har gennemgået flere reformer for at tilpasse sig skiftende økonomiske og sociale forhold. CAP er opdelt i to søjler: direkte betalinger og markedsregulering samt udvikling af landdistrikter. Politikken er finansieret gennem EU’s fælles budget og udgør en betydelig del af EU’s samlede udgifter. De seneste reformer har fokuseret på at gøre CAP mere miljøvenlig ved at indføre “grønne” betalinger, der er betinget af, at landbrugerne overholder bestemte miljøkrav. CAP understøtter også innovation og bæredygtighed i landbruget, hvilket er vigtigt for at imødekomme udfordringer som klimaændringer, tab af biodiversitet og global fødevaresikkerhed.
3. Målsætninger
EU’s overordnede mål for CAP er at sikre en stabil forsyning af fødevarer til rimelige priser, garantere en rimelig levestandard for landbrugere, beskytte miljøet og biodiversiteten samt fremme udviklingen af levedygtige landdistrikter. Specifikke mål omfatter at øge landbrugets modstandsdygtighed mod økonomiske, miljømæssige og klimatiske udfordringer, fremme innovation og bæredygtighed i sektoren samt støtte unge landbrugere og små landbrugsbedrifter. CAP har også til hensigt at knytte landbrug tættere til miljøbeskyttelse ved at integrere flere miljøvenlige foranstaltninger i støtteordningerne.
4. Kompetencetildeling
Inden for EU’s landbrugspolitik, som reguleres af den fælles landbrugspolitik (CAP), deler EU og medlemsstaterne kompetencerne. Dette betyder, at begge niveauer kan vedtage lovgivning, men EU-lovgivning har forrang, hvis der opstår konflikt. CAP fastlægges på EU-niveau og sætter rammerne for støtte og regler, der skal fremme et bæredygtigt landbrug på tværs af medlemslandene. Gennem nationale strategiske planer, der godkendes af Europa-Kommissionen, gennemfører medlemsstaterne politikken med fokus på deres specifikke forhold. Medlemsstaterne kan tilføje nationale foranstaltninger, forudsat at de er i overensstemmelse med EU-lovgivningen og bidrager til EU’s fælles mål. Denne opdeling af kompetencer søger at balancere EU’s overordnede mål med medlemsstaternes individuelle behov og præferencer.
5. EU’s beslutningsprocedure
Beslutningsprocessen for CAP følger den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Kommissionen fremsætter forslag til reformer og strategier for landbrugspolitikken. Herefter skal både Europa-Parlamentet og Rådet gennemgå, diskutere og forhandle forslagene for at nå til enighed, hvilket sikrer en balance mellem EU’s fælles interesser og medlemsstaternes behov. Rådet, hvor landbrugsministrene fra medlemsstaterne er repræsenteret, træffer beslutninger ved kvalificeret flertal, mens Europa-Parlamentet har en vigtig rolle som medlovgiver. Når reformerne er vedtaget, gennemføres de af medlemsstaterne under Kommissionens overvågning, som sikrer, at målene opfyldes og gennemfører evalueringer for at vurdere CAP’s effektivitet.
6. Retsgrundlag
Retsgrundlaget for CAP findes i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særligt i artiklerne 38-44, som fastlægger målene for landbrugspolitikken, herunder fødevaresikkerhed, landbrugernes levestandard og miljøbeskyttelse. Derudover udgøres retsgrundlaget af specifikke forordninger, som regulerer forskellige aspekter af CAP, som direkte betalinger, markedsordninger og udvikling af landdistrikterne. Sammen danner disse retsgrundlag fundamentet for en fælles landbrugspolitik, der støtter bæredygtighed, markedsstabilitet og sociale forhold i EU’s landbrugssektor.