Sundhed
1. Beskrivelse
EU’s sundhedspolitik sigter mod at beskytte og forbedre folkesundheden, fremme sundhedssikkerhed og sikre adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet for alle EU-borgere. Selvom sundhedspolitik primært er et nationalt anliggende, spiller EU en væsentlig rolle i at koordinere, støtte og supplere medlemsstaternes indsats, især ved grænseoverskridende sundhedstrusler, folkesundhed og innovation i sundhedssektoren. EU’s sundhedspolitik omfatter også regulering af lægemidler og medicinsk udstyr, beskyttelse af forbrugere og kontrol med smitsomme sygdomme. EU arbejder for at sikre, at medlemsstaterne er forberedte og modstandsdygtige over for sundhedskriser, som set under COVID-19-pandemien, og for at fremme sundhedslighed på tværs af EU.
2. Baggrund
EU’s sundhedspolitik er forankret i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), især i artikel 168, som understreger EU’s forpligtelse til at sikre et højt niveau for sundhedsbeskyttelse. Sundhedspolitikken er tæt knyttet til det indre marked og sociale politikker, da sundhed anses som en grundlæggende rettighed. Under COVID-19-pandemien blev EU’s rolle styrket med oprettelsen af nye mekanismer, herunder HERA (Sundhedsberedskabs- og kriseresponsmyndigheden), som sigter mod at forberede EU bedre til fremtidige sundhedstrusler.
3. Målsætninger
Overordnede mål: EU’s sundhedspolitik har som overordnede mål at sikre høj folkesundhed, fremme lighed i adgang til sundhedsydelser, støtte udviklingen af bæredygtige sundhedssystemer og styrke EU’s beredskab mod sundhedskriser. Disse mål omfatter også beskyttelse af forbrugernes sundhed, regulering af lægemidler og medicinsk udstyr, fremme af sunde levevaner og forebyggelse af sygdomme.
Særlige mål: Specifikke mål omfatter forbedring af overvågning og kontrol af smitsomme sygdomme, fremme af mental sundhed, sikring af adgang til overkommelige lægemidler og medicinsk udstyr samt styrkelse af samarbejdet om folkesundhed og sundhedsinnovation. EU arbejder også for at støtte digital sundhedspleje og fremme forskning i nye behandlingsmetoder.
4. Kompetencetildeling
EU’s kompetence: EU har en supplerende kompetence på sundhedsområdet, hvilket betyder, at EU kan støtte og supplere medlemsstaternes indsats, men ikke harmonisere sundhedslovgivningen. Dog kan EU fastsætte mål og standarder, især for grænseoverskridende sundhedstrusler og lægemiddelregulering.
Medlemsstaternes kompetence: Medlemsstaterne har hovedansvaret for deres sundhedssystemer, herunder planlægning og levering af sundhedsydelser, finansiering og regulering af sundhedspersonale. De nationale regeringer tilpasser deres sundhedspolitikker til lokale forhold og samarbejder med EU om at opfylde fælles mål og standarder.
5. EU’s beslutningsprocedure
Beslutningsprocessen for sundhedspolitik i EU følger den almindelige lovgivningsprocedure. Kommissionen fremsætter forslag til ny lovgivning eller initiativer, som Europa-Parlamentet og Rådet derefter forhandler og vedtager. Kommissionen udarbejder først forslagene i samarbejde med eksperter, medlemsstaterne og civilsamfundet for at sikre relevans og effektivitet. Når forslagene fremlægges, gennemgår Parlamentet og Rådet dem og forhandler eventuelle ændringer. Hvis begge institutioner godkender lovgivningen, bliver den vedtaget og implementeret af medlemsstaterne.
6. Retsgrundlag
Retsgrundlaget for EU’s sundhedspolitik findes i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særligt i artikel 168. Artiklen angiver, at EU skal sikre høj sundhedsbeskyttelse og understøtte medlemsstaterne ved at forebygge sygdomme og fremme sund levevis. Artiklen sikrer også koordinering af medlemsstaternes sundhedspolitikker og samarbejde om fælles udfordringer, såsom større sundhedstrusler og tiltag for at forbedre adgangen til sundhedsydelser.