1. Beskrivelse
EU's udvidelsespolitik har som mål at integrere nye medlemsstater gennem opfyldelse af fastsatte politiske, økonomiske og juridiske kriterier. Denne politik har været en nøglefaktor for at fremme fred, stabilitet og økonomisk udvikling i Europa, især i Central- og Østeuropa. Udvidelsesprocessen indebærer en langvarig og kompleks dialog, hvor kandidatlandene skal gennemføre omfattende reformer inden for retsstat, økonomisk styring, menneskerettigheder og demokrati for at kunne blive optaget som EU-medlemmer.
2. Overblik
EU's udvidelsespolitik er forankret i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der fastlægger regler og procedurer for optagelse af nye medlemsstater. Siden etableringen af Det Europæiske Fællesskab i 1957 har EU gennemgået flere udvidelsesrunder, hvilket har udvidet unionen fra de oprindelige seks medlemslande til 27. Især udvidelsen mod øst i 2004 og 2007 har haft betydelig betydning for EU’s politik, økonomi og globale rolle. I dag fortsætter EU udvidelsesprocessen med lande på Vestbalkan, og Tyrkiet er i gang med medlemskabsforhandlinger.
3. Målsætninger
Overordnede mål: EU’s primære mål med udvidelsespolitikken er at fremme fred, stabilitet og økonomisk udvikling i Europa ved at udbrede EU’s værdier og standarder til nye medlemsstater. Dette kræver, at de ansøgende lande opfylder kravene om demokrati, retsstatsprincipper, menneskerettigheder og en markedsøkonomi samt evnen til at påtage sig medlemskabets forpligtelser.
Særlige mål: Specifikke mål inkluderer at støtte reformprocesser i kandidatlandene, styrke deres økonomiske og institutionelle kapacitet og fremme integration og stabilitet i regionen. Der gives teknisk og finansiel bistand til de ansøgende lande, så de kan forberede sig på fuldt medlemskab.
4. Kompetencetildeling
EU’s kompetencer: EU spiller en central rolle i udvidelsesprocessen, idet Kommissionen overvåger implementeringen af nødvendige reformer og vurderer kandidatlandenes berettigelse til medlemskab. EU fastlægger desuden overordnede strategiske mål og betingelser for udvidelse i samarbejde med Rådet og Det Europæiske Råd.
Medlemsstaternes kompetencer: Medlemsstaterne godkender nye medlemmer og deltager i forhandlingerne gennem Rådet. Nationale parlamenter ratificerer tiltrædelsestraktaterne og hjælper med at sikre, at kandidatlandene opfylder EU’s krav.
Der kan opstå interessekonflikter mellem medlemsstaterne, især med hensyn til kandidatlandenes medlemsberettigelse. Nogle medlemsstater kan have betænkeligheder ved yderligere udvidelse, for eksempel på grund af migration eller økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold.
5. EU's beslutningsprocedure
EU's beslutningsprocedure for udvidelse er en proces i flere faser med involvering af centrale institutioner. Europa-Kommissionen evaluerer kandidatlandenes fremskridt og fremsætter anbefalinger om forhandlingernes videre forløb. Ministerrådet drøfter og vedtager Kommissionens anbefalinger, normalt ved enstemmighed, især i spørgsmål om optagelse. Det Europæiske Råd, som udgøres af stats- og regeringscheferne, fastlægger de overordnede politiske retningslinjer og træffer de endelige beslutninger. Europa-Parlamentet godkender tiltrædelsestraktaterne og kan desuden vedtage resolutioner, der kan påvirke udvidelsespolitikken.
6. Retsgrundlag
Retsgrundlaget for EU’s udvidelsespolitik ligger primært i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Artikel 49 TEU fastlægger, at ethvert europæisk land, der respekterer EU’s værdier, kan ansøge om medlemskab. Rådet træffer beslutning om optagelse med enstemmighed efter høring af Kommissionen og godkendelse fra Europa-Parlamentet. Københavnskriterierne, vedtaget i 1993, specificerer de politiske, økonomiske og institutionelle krav for medlemskab.
